Shopping i Alicante

Det er en fornøjelse at shoppe i Alicante. De fleste butikker er samlet i centrum af byen, så du kan gå rundt til det hele, og mange butikker har åbent til kl. 20-21, så du kan shoppe, når det ikke er så varmt.

Alicantes svar på Strøget, finder du på Avenida de Maisonnave. Her er alle slags butikker - du finder alt fra små specialforretninger til stormagasiner som El Corte Inglés, som er den største kæde af stormagasiner i Spanien. Her finder du alt, hvad hjertet begærer.

Der findes hele to  El Corte Inglés på Avenida de Maisonnave. Stormagasinet, der ligger i starten af gaden sælger husholdningsartikler og stormagasinet i den anden ende af Maisonnave sælger modetøj, smykker og kosmetik. Det er også på Avenida de Maisonnave at du finder de store tøjmærker som Mango, Zara og Springfield.

I området omkring Rambla de Méndez Núñez finder du mere traditionelle butikker, og gaden giver et godt indblik i det daglige liv i Alicante. De små gader i området er spækket med spændende butikker, hyggelige cafeer og barer samt gode restauranter.

Hvis du er på udkig efter kunsthåndværk og traditionelle varer, så skal du tage et smut forbi Carrer de l'Explanada d'Espanya. Her finder du en masse boder, der sælger lokale varer, kunsthåndværk og lædervarer.

Shoppingcentre i Alicante
Er du mere til indendørs shopping med aircondition, så findes der også en del shoppingcentre i Alicante. I udkanten af byen finder du blandt andet det store Gran Via shoppingcenter. Stedet er stort og luftigt med en masse spændende butikker. I den anden ende af byen, finder du et af de nyeste skud på stammen af shoppingcentre i Alicante, nemlig Plaza Mar 2.

Åbningstider i Alicante
De fleste butikker i Alicante åbner omkring kl. 9-10 om formiddagen og lukker mellem kl. 13-14 for at holde frokost. Der åbnes igen omkring kl. 17, og så har de fleste butikker åbent til kl. 20-21 om aftenen.

Om lørdagen har butikkerne som regel kun åbent den halve dag, og om søndagen holdes der lukket. De store butikker har dog som regel åbent hele dagen også om lørdagen.

Oplevelser: