Den nye bydel i Alicante

Den nye bydel i Alicante

Udenfor El Barrios gamle bymure ligger det moderne Alicante hvor du kan nyde maden på de lækre restauranter, shoppe i små forretninger eller store malls, kaste dig ud i et hektisk natteliv eller blot slentre på strandpromenaden.
Uanset hvad dine præferencer er, så er Alicante by en dejlig afveksling, når du får nok af strandlivet.

Paseo Explanada de España

Strandpromenaden i Alicante
Den mest kendte attraktion i Alicante er også den attraktion, der bedst symboliserer Alicantes sjæl og ånd. Strandpromenaden Paseo Explanada de España lægger sine mere end 6,5 mio. farverige fliser for dine fødder langs havnen fra El Bairro til Pt. Canalajas.

Alicantes Explanada er et pragtfuldt sted til et par rolige timer uden anden dagsorden end afslapning og livsnydelse. Her kan du i palmernes behagelige skygge besøge en af strandpromenadens udendørs serveringssteder, køle ned med en stor is eller købe bøger og snacks fra de små boder, der er sat op på Exlanada’en.

Hele vejen langs Explanada’en har du den mest pragtfulde udsigt over Alicantes marina og Middelhavet – der er ikke noget at sige til at tusindvis af turister og lokale drages til Paseo Explanada de España hver eneste dag året rundt. Der er rimelig stor chance for, at du selv vil aflægge mere end ét besøg.

Hvis du er typen, der har uheld i kærlighed, kan det måske være en idé at teste teorien om kærlighed og spil på Casino de Alicante, der ligger i Explanada de España 16. Du er også velkommen, selvom du ikke vil spille, og stedets indretning er bestemt et smugkig værd.

Alicantes Marina - til slentreture og afslapning

Alicantes Marina
Et andet sted i Alicante, der er godt til slentreture og afslapning, er Alicantes Marina. Det er ikke ligefrem optimistjoller, der ligger fortøjet i denne marina.

Både dag og nat kan du i Alicante Marina finde en lille bid luksus både hvad angår design, restauranter, shopping og så naturligvis bådene.

Forretnings- og restaurantkomplekset El Puerto Complex har alt, hvad et luksushungrende hjerte kan begære. Og når natten falder på, kan intet andet måle sig med en måneskinstur langs havnen.

Shopping i Panoramis Mall

Shopping i Panoramis Mall, Alicante
I den sydlige ende af Alicante Marina kan de shoppe-hungrende få afløb. Her ligger Alicantes store shoppingcenter, Panoramis Mall.

Panoramis Mall er kraftigt inspireret af amerikanske malls og indrettet med ikke bare forretninger, men også restauranter, forlystelser og biografer. Masser af fornøjelser for hele familien. Og bygningen i sig selv er et besøg værd.

Panaramis Mall er opført med store glasfacader og et bølgende glastag, der gør konstruktionen let og luftig, men mere vigtigt, giver en fantastisk panorama-udsigt over Alicantes havn fra det meste af mall’en, ikke mindst fra restauranterne.

Gå i byen i Alicante

Natteliv i Alicante
Alicante byder på et rigt natteliv med både restauranter, barer og natklubber.

Umiddelbart er der tre steder, du kan stile efter, når du skal nyde de lune nætter i Alicante:

El Buirro for den livlige middelalderstemning.
Alicante Marina for det eksklusive touch.
Explanada de España for den mere afslappede stil.

Alicante byder på spændende barer, spillesteder og natklubber over hele byen, så gå på opdagelse i et nyt område hver aften.

Du kan lade dig lede af din næse, dine ører eller de mange tjenere, der står på gaden for at lokke dig indenfor, men du kan også gå efter andres anbefalinger.

Castillo de San Fernando midt i Alicante

Udsigt over Alicente fra Castillo de San Fernando
Midt inde i Alicante by ligger borgen Castillo de San Fernando. San Fernando blev opført i det 18. århundrede og er Santa Barbara’s modstykke.

Borgen blev aldrig bygget helt færdig, da det undervejs stod klart, at placeringen ikke var den bedste for et fæstningsværk. Men det er dog blevet til et godt sted for en udflugt, og du har en fremragende udsigt fra Castillo de San Fernando over hele Alicante by og Middelhavet.

Monte Tossal Park – gratis og for børn

Monte Tossal Park i Alicante
Ved siden af San Fernando finder du parken Monte Tossal Park. Monte Tossal Park er anlagt på bjergets skråning ned mod byen og danner en mini-udgave af hele Valencia.

Hvert plateau repræsenterer et af Valencias distrikter rent geologisk og botanisk, men for at denne lærerige oplevelse ikke skal blive alt for skræmmende for den yngre generation, er der indlagt lidt underholdning og aktiviteter undervejs.

Kæmpe skakspil, minigolf, klatrevæg og andre fysiske aktiviteter som rollerblading og skateboarding. Derudover er der et udstillingslokale med skiftende udstillinger samt naturligvis kiosk og cafeteria. Selvom stedet betegnes som Alicantes ”Theme Park”, skal du ikke regne med pariserhjul og rutschebaner, men til gengæld skal der ikke betales entré for at komme ind.

Shopping, arkitektur og marked på Rambla de Méndez Núñez

Centralmarkedet i Alicante
Overgangen fra Alicantes gamle bydel til det mere moderne Alicante markeres af den brede vej, Rambla de Méndez Núñez. Gaden var tidligere den gamle bymurs placering, men i dag er Rambla de Méndez Núñez en moderne forretningsgade med kontorer, banker og forretninger.

Oplev modernistisk og art nouveau arkitektur på bl.a. Plaza de los Luceros, Casa de las Brujas, den offentlige bygning Diputación Provincial (hvor du også kan nyde et dejligt kunstgalleri) og Mercado Central de Alicante.

Sidstnævnte bør ikke kun nydes udefra, indenfor finder du Alicantes centrale marked med masser af boder, der sælger alt indenfor frisk-varer: blomster, brød, kød, fisk og skaldyr.
Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share